Generationsskifte i Arkitektfirmaet Frost Larsen A/S
Arkitektfirmaet Frost Larsen A/S er glade for at kunne meddele at et planlagt generationsskifte nu er på plads.
Svend Åge Christensen og Iben Dombernowsky har valgt at videregive stafetten og udtræder derfor af ejerkredsen og den daglige drift i Arkitektfirmaet Frost Larsen A/S pr. 01.10.2023.
Svend Åge Christensen og Iben Dombernowsky har som partnere gennem 18 år været med i en fortløbende udviklingsproces frem mod den stærke og velkonsoliderede position tegnestuen har i dag – i de sidste ni år med Svend som direktør i arkitektfirmaet. Arkitektfirmaet har i den periode udviklet sig fra at være en mindre lokal tegnestue i Skanderborg med primært fokus på boligbyggeri, til at være en tegnestue med en bred palette, som også inkluderer projekter indenfor pleje og omsorg, pædagogik og læring, erhverv samt ikke mindst renovering og transformation.
Som en naturlig del af udviklingen flyttede tegnestuen for to år siden til Aarhus, men løser opgaver geografisk bredt i Danmark, og er kendte for, at skabe løsninger, hvor arkitektur og bygbarhed går hånd i hånd. Partnerkredsen er på plads i god tid inden generationsskiftet, så vi nu kan takke Iben og Svend for deres store bidrag og indsats på denne vækstrejse og ønsker dem alt det bedste fremover. Selvom vi siger farvel til to af vores partnere, er vores virksomhed stærkt positioneret og vil med en yderst kompetent og fagligt divers partnerkreds fortsætte med at levere høj kvalitet i vores arkitektarbejder til vores kunder.
Den daglige ledelse vil fremadrettet bestå af Mads Lindstrøm – direktør, Christian Bøgh Jensen – kreativ leder og Kasper Neesgaard – tegnestuechef. De 3 partnere vil samtidig udgøre ejerkredsen fremadrettet.
Mads har været en del af tegnestuen i flere år og har en stor erfaring inden for projektledelse, strategisk planlægning og daglig drift. Vi er sikre på, at hans ekspertise vil bidrage positivt til vores virksomhedsudvikling og fortsatte succes.
Christian har siden 2014 været en vigtig og bærende del af vores tilbuds- og konkurrencearbejde og har en stærk kreativ profil. Han vil som kreativ leder sikre, at vores arkitektoniske designs fortsat er innovative, bæredygtige og unikke – og ikke mindst målrettet kundens ønsker og behov.
Kasper som kom til virksomheden for to år siden, og blev partner i 2022, er ny tegnestuechef og vil være ansvarlig for den daglige drift og videreudvikling af tegnestuens projekteringskompetencer. Kasper vil bidrage med stor praktisk erfaring som skal højne kvaliteten af vores slutprodukter.
Med partnerkredsens forskellige kompetencer – og fælles for alle – fuld dedikation og engagement – ser vi frem til at fortsætte udviklingen af tegnestuen i den nye struktur og ikke mindst fortsætte det gode samarbejde med vores kunder og samarbejdspartnere
På vegne af Arkitektfirmaet Frost Larsen A/S
Mads Lindstrøm, Christian Bøgh og Kasper Neesgaard