Vundet! Totalrådgivning på Tarm Skole
Vi har sammen med Lytt Architecture, Ingeniørgruppen Vestjylland og Transition vundet totalrådgivningen på Tarm Skole for Ringkøbing-Skjern Kommune.
Med afsæt i en ny skolestruktur er der udarbejdet en ny helhedsplan for Tarm Skole. Med helhedsplanen samles alle skolens elever fra 0.-9 klasse, der indtil nu har været på to forskellige lokationer i byen, i de nuværende bygningsmæssige rammer på Tarm Skole på Vardevej.
Fokus for den videre udvikling af helhedsplanen er etablering af alderssvarende og sammenhængende hjemmeområder for hhv. indskoling, mellemtrin og udskoling, samt at hjemmeområderne etableres indenfor eksisterende rammer, centreret omkring hver deres fællesrum.
Ombygningen og tilpasningen af skolen skal bygge på bæredygtige principper og med holdbare løsninger. Det er prioriteret at udnytte den eksisterende bygningsmasse fremfor at bygge nyt, at mindske ressourcespild ved at genbruge og genanvende materialer fra en eksisterende bygning, der nedrives samt begrænsning af virgine materialer.
Vi er allerede godt i gang med opgaven, og vi glæder os til det fremtidige samarbejde med alle sagens parter.