Almene Boliger, Hasselager
Den nye almene boligbebyggelse indskriver sig i konteksten som 6 veldefinerede 4-etagers punkthuse nænsomt placeret i det grønne parklandskab.
Husene placeres som to trekløvere med fælles grønne rum, legeplads og et orangeri med værksted. Husene vinkles og landskabet tilføres dynamik og bebyggelsen opleves levende og varieret. Samtidig sikrer vinklingen flotte landskabskig til hver bolig, så alle får kig mod naturen.
Punkthusene er disponeret enkelt og ligefremt med 5 boliger pr. etage i varierende størrelse og udformning organiseret omkring er centralt fælles ankomstrum med trappe og elevator. Planløsningen er generelt identisk for de 6 punkthuse, dog med en enkelt variation i to af punkthusene. I stueplan markerer et overdækket ankomstareal indgangen, der sammen med nære opholds – og fællesarealer styrker naboskabet. Punkthusene opføres i en enkel nordisk arkitektur med skærmtegl, træ og glas – bæredygtige materialer, der harmonerer med de grønne omgivelser.
Projektet bygger på en helhedsorienteret tilgang til bæredygtighed, hvor en lav co2-udledning og brug af genbrugsmaterialer har været i fokus. Der har således allerede i den indledende skitsering været anvendt livcyklusanalyser (LCA) for at sikre at boligbebyggelsen har en så lav klimabelastning som muligt.
- Sted
- Hasselager, Aarhus
- Omfang
- 120 boliger – 8600 m2
- Bygherre
- Brabrand Boligforening og Århus Omegn
- Team
- Byggefirmaet Knudsgaard, Ingeniørfirmaet VIGGO MADSEN A/S, ARKPLAN Landskabsarkitekter
- Ydelser
- Konkurrenceforslag
- År
- 2024