Hou Børnehus, Odder
Det nye Børnehus i Hou placeres imellem Hou Skole og skoven, og derved skabes fundamentet for et sammenhængende børneliv fra 0-12 år.
Samtidig har man muligheden for at inddrage naturen i den pædagogiske hverdag. Uderummet er som læringsmiljø karakteriseret ved plads til sansning, bevægelse, fantasi og kreativitet, og børnene får mulighed for mangeartede oplevelser i naturen, som understøtter deres begyndende forståelse for betydningen af en bæredygtig udvikling og giver dem mulighed for at udforske naturtyper, naturfænomener og de levende organismer i naturen. Derudover indtænkes en science-tilgang, som giver børnene erfaringer med årsag, virkning og sammenhænge.
Selve Børnehuset består af 5 sammenbyggede saddeltagshuse, hvor gavlmotivet henvender sig til hhv. legepads og ankomstside. Udhæng ved grupperummene er også udformet som små saddeltagshuse, hvilket bryder skalaen yderligere ned og skaber en dynamisk og legende facade, der skaber både ly og læ til udeophold og som fungerer som solafskærming. Børnehus og skole bindes sammen af ankomsttorvet, et omdrejningspunkt for bebyggelsen. Ankomsttorvet danner forbindelse mellem skole og daginstitution, fungererer som hovedindgang for børnehuset, og herfra er der stier til decentrale indgange for både børnehave og vuggestue, for vareindlevering til børnehusets køkken, samt dirkete forbindelse til skolen gymnastiksal.
For at opnå visionen om en daginstitution med fokus på natur, bevægelse og sansemotorisk, er det vigtigt at arkitekturen og funktionaliteten i byggeriet understøtter dette. Alle grupperum, krearum og fællesrum er orienteret mod vest, der sikrer udsyn til mod legeplads og skov samt gode dagslysforhold. Samtidig er der arbejdet med en høj grad af åbenhed, som bringer naturen i fokus både visuelt og praktisk. Denne åbenhed ses i grupperummenes store vinduespartier med vindueskarme i børnehøjde med siddeniche og glasdøre direkte til overdækket område, og i fællesrum og krearum med direkte adgang til overdækkede arealer, der muliggør at man kan arbejde med kreative projekter både ude og inde.
I Børnehuset Hou er der prioriteret et mindre men funktionel fællesrum, samt et mindre tumlerum, da man ved større arrangementer og større motorisk udfoldelse, skal benytte sig af skolens faciliteter for at styrke synergien imellem de to institutioner.
- Sted
- Hou, Odder Kommune
- Omfang
- 1055 m2
- Bygherre
- Odder Kommune
- Team
- Wolters Consulting ApS
- Ydelser
- Totalrådgivning, udbud i totalentreprise
- År
- 2023 - 2025
- Anlægssum
- 21,5 mio kr