Daginstitution vundet i Middelfart
Arkitektfirmaet Frost Larsen har sammen med Rønslev Rådgivende Ingeniører og Wad Landskabsarkitekter vundet totalrådgivningsopgaven om den nye daginstitution Solsikken for Middelfart Kommune.
Den nye daginstitution placeres sydøst for Lillebæltskolen og forventes at være på ca. 1230 m2 med plads til 36 vuggestuebørn og 110 børnehavebørn. Fokus vil være på at skabe en attraktiv og bæredygtig daginstitution, hvor arkitekturen og de fysiske rammer understøtter de pædagogiske visioner, hvilket for Solsikken i høj grad omhandler natur og udeliv. Derfor vil en ligeværdig forbindelse til aktive, læringsrige og inspirerende udearealer samt et naturligt arbejdsflow for personalet, der understøtter det pædagogiske arbejde være designparametre i det videre arbejde.
Vi er meget glade for at vinde opgaven og er allerede i gang med planlægningen af den videre proces, der vil give Middelfart Kommunes visioner fysisk form. Med erfaringerne fra vores seneste projekter indenfor daginstitutioner, herunder Bendixminde og Halgård, glæder vi os til at bidrage med vores viden indenfor netop dette område, og vi ser frem til det videre samarbejde, hvor det er vores fornemmeste opgave at synliggøre Middelfart Kommunes vision – fra Middelfartbarn til Verdensborger – i arkitekturen.